Tekniske talenter til Erhvervsstyrelsens IT-område at Erhvervsstyrelsen

Expires in 9 days

Vi søger tekniske talenter til vores tekniske teams i Erhvervsstyrelsen. Interesserer du dig for drift, udvikling, arkitektur, sikkerhed og/eller DevOps og vil gerne lære mere, så er det måske dig vi søger!

Området inden for IT i Erhvervsstyrelsen er præget af en sund blanding af meget erfarne teknikere og unge talenter. Vores nye medarbejdere vil få ansvar fra første dag, men står aldrig alene om det. Vi følger med i leading edge-teknologi og holder os orienteret om bleeding edge.

Vores teknologiske portefølje er bred og heterogen; vi kendetegnes ved en præference for open source, transparente løsninger såvel som tekniske beslutninger, og gennem- og overskuelig teknologi. Vi værdsætter at give tilbage og har allerede publiceret open source med planer om mere.

Vi arbejder agilt med et lille "a", da vi værdsætter resultater over ceremoni. Selv om vi sidder sammen kommunikerer vi rigtig meget i git commits, issues, og pull requests.

Om stillingen
Vi har opgaver inden for drift, udvikling, arkitektur, sikkerhed, og DevOps. Fælles for alle stillinger er, at man får ansvar fra første time og får lov til at bevæge sig ud i andre områder.

Med et fokus på drift og DevOps kan du komme til at arbejde med bl.a. Ansible, Terraform, og Kubernetes. Vi bruger CentOS og er på vej til Debian Stable. Vi bruger Azure AKS og er på vej til vores egen Kubernetes-distribution. Nøgleord for opgaverne er automatisering, Infrastructure-as-code, og på sigt Policy-as-code.

På udviklingssiden er der øget fokus på at kunne producere selv i samarbejde med dygtige eksterne konsulenter. Der har været udviklet meget i Java/Grails, og i stigende grad Python med noget Golang. Vi bruger GitLab og går meget op i at følge open source good practises med topic branches og velskrevne issues og grundige merge reviews. De applikationer vi arbejder med målretter sig primært Kubernetes.

Da vi dyrker DevOps vil der være sund overlap mellem driftsopgaver og udviklingsopgaver.

Arkitekturarbejdet er knyttet tæt på udviklingen; det er en funktion hvor du vil skulle have hænderne i de systemer du agerer arkitekt på. Vi værdsætter enkle, transparente, overskuelige og vedligeholdelsesdygtige systemer. Design patterns er støtteben og ikke dogma.

Du kommer til at indgå i et team, hvor du vil få sparring med en mere erfaren kollega, og som også vil fungere som en form for mentor.

Om dig
Du kan være i starten eller undervejs i din rejse. Det vigtige er at du har haft hænderne i open source software frem for certificeringer eller langt cv.

Se om du genkender dig selv i nogle af nedenstående punkter:

  • Du synes alt kan og skal automatiseres
  • Du ser en serverfejl som en mulighed for at finde root cause i stedet for at række ud efter genstart knappen
  • Du har kendskab til Ansible, Kubernetes, Debian, PostgreSQL, og/eller Airflow; måske fra arbejdet eller fordi du har rodet med det derhjemme
  • Du har holdninger til programmeringssprog; vi bruger Python, Java, og lidt Golang men har selv og værdsætter i andre en bredere erfaring og nysgerrighed DevOps, sikkerhed, udvikling, systemadministration, eller lignende

Om Erhvervsstyrelsen
Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og har omkring 1100 medarbejdere, som arbejder på fem forskellige lokationer i landet – Langelinie, Dampfærgevej og Amagerfælledvej i København, Slotsgade i Nykøbing Falster og Ferskvandscenteret i Silkeborg. Denne stilling er placeret på Langelinie.

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.

Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk.  

Om ansættelsen
Ansættelsen sker efter relevant overenskomst. Den endelige lønindplacering beror på en vurdering af de individuelle kompetencer og kvalifikationer.

Der er tale om 2-3 faste fuldtidsstillinger med tiltrædelse hurtigst mulig.

Yderligere information om stillingen kan fås ved henvendelse til IT-driftschef Thomas Munch-Andersen på telefon +45 2536 1825 eller teamleder Klaus Cramer Rubæk på +45 3529 1488.  Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Cathrine Lund-Jensen på tlf. 91 33 70 38.

Bemærk tilgængeligheden vil være begrænset henover sommeren.

For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stilling” i annoncen og følg instruktionerne. Din ansøgning, CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest onsdag den 17. august 2022.

Vi indkalder løbende til samtaler i august. Der vil blive anvendt test i rekrutteringsprocessen.  

Læs mere om Erhvervsstyrelsen som arbejdsplads samt rekrutteringsprocessen her: https://erhvervsstyrelsen.dk/jobs-i-erhvervsstyrelsen

I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.