Business & Risk Analyst til Bilfinansiering at Jyske Bank

Expires today

Jobbet

Jyske Finans er i vækst og har en strategi om en øget digitalisering og automatisering. Dette øger behovet for løbende analyser af risiko og forretningsudvikling. Derfor søger vi en medarbejder med interesse og kvalifikationer til at varetage opgaver indenfor dette felt.
Markedet for bilfinansiering er i konstant udvikling mht. finansieringsformer, aktører og ikke mindst compliance i forhold til hvidvask og kreditværdighedsvurderinger m.m. Det stiller krav til at beslutninger kan træffes hurtigt på et analytisk grundlag og med en effektiv implementering.

Arbejdsopgaverne består primært i at udføre ad hoc analyser relateret til Bilfinansiering, vurdere kreditrisici, underbygge ledelsens beslutninger med data, bidrage til at udvikle forretningspolitikken samt opsøge og gennemføre automatiseringstiltag.
Dette kræver en solid analytisk værktøjskasse, såvel som et indgående kendskab til forretningen og dens processer.
Stillingen er forankret i afdelingen for Bilfinansiering, men opgaverne udføres med hele Jyske Finans som berøringsflade. Du vil have daglig sparring med IT-udvikling, account managere i Bilfinansiering, juridisk afdeling og ledelsen. Vores organisation er flad og agil, hvilket gør at nye forretningstiltag kan implementeres i driften med en kort beslutningsproces.
For at lykkes i jobbet fordrer det et indgående kendskab til funktionerne og processerne i Bilfinansiering. I den første periode af din ansættelse starter du derfor med at at lære kreditpolitik, IT-systemer og opsætning af vores forhandlersamarbejder gennem at arbejde operationelt med driftsopgaver.

Din profil

Du er nysgerrig og besidder en kvantitativ værktøjskasse, der gør dig i stand til at foretage porteføljeanalyser til brug i forretningen.
Vi forventer, at du:

  • Har stor interesse for forretningsvendte analyseopgaver.
  • Er ivrig efter at lære organisationen at kende - også på et operationelt niveau.
  • Arbejder selvstændigt og kan prioritere din egen tid.
  • Kommunikerer tydeligt i tale og på skrift.
  • Har en god kreditforståelse.
  • Ekspertbruger af Excel.
  • Har lyst til at anvende SAS, herunder kodning.

Er du nyuddannet, så har du også mulighed for at komme i betragtning til jobbet.

Bilfinansiering

Vi tilbyder et spændende og afvekslende arbejde på en arbejdsplads, som er kendetegnet af et højt aktivitetsniveau og med stor grad af medarbejderinvolvering. Vi udvikler nye tiltag og koncepter hurtigt for at kunne matche et særdeles konkurrencepræget marked. Det fordrer agilitet. Vi arbejder tæt sammen med Jyske bank og nogle af landets største bilimportører og bilforhandlere. Vi ønsker at blive oplevet som en trendsættende service- og rådgivningsvirksomhed.
Vi er en afdeling på ca. 25 medarbejdere, og indgår i området ”Kunder og Service”, som består af ca. 100 medarbejdere.

Jyske Finans

I Jyske Finans arbejder vi tæt sammen – også på tværs af afdelinger, når der er brug for det. Vi har en uformel omgangstone og lægger vægt på, at godt humør, præstationskultur og værdiskabende arbejdsmiljø går hånd i hånd.
Jyske Finans er datterselskab i Jyske Bank-koncernen og beskæftiger ca. 165 medarbejdere. Vi er et af landets største og mest erfarne selskaber inden for bilfinansiering og finansiering af materiel til erhvervslivet i Danmark. Vores domicil ligger i Silkeborg, og vi har salgskontor i Glostrup samt kontor i Malmö, der betjener det svenske marked.
Jyske Finans er en effektiv organisation, hvor der oftest ikke er langt fra tanke til handling. Vores høje faglighed og spændende projekter, kombineret med vores strategi og vores værdier, er med til at gøre Jyske Finans til et særligt sted at arbejde. Du vil blive en del af et uhøjtideligt og værdiskabende miljø med dygtige og dedikerede kolleger. Vi er en del af en spændende koncern, hvor der er mange muligheder for at udvikle sig og gøre karriere.

Ansøgning

Ansøgningsfristen er d. 25.10.2021. Vi behandler ansøgninger efterhånden, som vi modtager dem, så send din ansøgning med CV og relevante bilag snarest muligt.
Senior HR Partner Tina Dejbjerg vil i samarbejde med afdelingsdirektør Jan Haugaard Larsen tage sig af din ansøgning.